Det giver mere selvværd til de svage elever, at de bliver i klassen og løser de samme opgaver som alle andre, er erfaringen fra Knudsøskolen i Skanderborg.

Tekst og foto: Mette Mørk

Lærke kigger lidt på skærmen foran sig. Hun er i gang med at redigere en tekst til en powerpoint-præsentation om katte.
»Lærke har haft det lidt svært med at læse, men det går nemmere nu, hvor hun får teksten læst op,« siger Lone Diget, der er klasselærer i 3. klasse på Knudsøskolen i Skanderborg Kommune.

Lærke nikker og fortsætter arbejdet med at udvælge, hvad der er de vigtigste informationer om parringshyl.
Siden august har de 11 børn på den lille skoles 3. årgang været med i et projekt om computerstøttet undervisning.  Målet med projektet er at udvikle en praksis, hvor it støtter alle elevers læse- og skriveudvikling, men også en praksis, der giver mulighed for, at elever med store læse- og skivevanskeligheder kan få hjælp i klassen. Projektet kører på fem skoler frem til sommerferien, og Lone Diget var ikke i tvivl om, at hun skulle slå til, da hun fik buddet.

»Jeg har fire elever, der er svage både socialt og fagligt. Jeg var bekymret for, om de ville komme til at hænge for meget bagefter i 4. kl. Det kan betyde meget for selvværd og forholdet til kammerater. Så derfor var jeg klar til at forsøge, så der skete noget. Det skulle rykke,« siger Lone Diget.

3. årgangs klasseværelse ligger i umiddelbar forlængelse af computerlokalet, så hun besluttede som et forsøg at henlægge næsten al undervisning til it.

Også plads til den urolige
Klassen hører læsebog, laver diktater, som de sender via SkoleKom, boganmeldelser – og altså fx powerpoint-præsentationer.
»Her begyndte vi med en brainstorm, hvor børnene fandt frem til, hvad de gerne vil arbejde med. Så fotograferede de, fandt oplysninger på nettet, og nu er de så i gang med at sortere i teksten,« siger Lone Diget.

Og alle elever er med.
»Alle 11 klarer den samme opgave, og det er en kæmpe hjælp, at de svagere elever kan få oplysningerne læst op. De er ikke marginaliserede, men er sammen med klassen hele tiden,« siger Lone Diget.
Det gælder også klassens urolige dreng, som indimellem rejser sig op og stepper lidt rundt foran computeren, før han sætter sig ned og arbejder videre.

»Han oplever ikke så meget tomgang. Sagt lidt fint er han mere aktiv i sin egen læreproces nu,« siger Lone Diget.

Vokaltrappen hænger på væggen
Emil spørger ud i lokalet, hvordan man staver til ’godt’. Han er med på, at ordet begynder med g, men han har svært ved at greje vokalen. Er det måske et e?
Lone Diget peger på en af de vokal-trapper, børnene har lavet og hængt op på væggen, og Emil prøver sige frem, men må til sidst have hjælp til at finde o’et.

»Det viser en af begrænsningerne ved CD ORD 5. Hvis ikke man har de første to-tre bogstaver på plads, kan det ikke genkende ordet. Derfor har vi trænet vokaltrappen,«siger Lone Diget.
Vokalerne og anden grammatik bliver trænet på den ugentlige computer-fri dag, der har sneget sig ind undervejs i projektet.

»Jeg har haft overvejelser, om børnene lærte nok fx grammatik – og jeg har også tænkt meget over, om det er nok, at en svag læser får Harry Potter læst op uden at følge med i teksten på skærmen. Nogle mener, at det vigtigste er, at han hører tekst og forstår den. Men jeg er ikke selv helt afklaret.«

Lone Diget oplever også, at det bliver en stadig større udfordring at udvikle undervisning, der er it-baseret.
»Det er svært at måle, om de når det, de skal. Men her kan vi inspirere hinanden på de netværksmøder, vi holder med de andre projektdeltagere. Fx var der en, der havde prøvet at lade børnene fortælle boganmeldelser til et web-cam. Det er jeg vist også nødt til at prøve.«

»Jeg kan stave til dalmatiner«
Klassen blev læse- og stavetestet i begyndelsen af projektet og bliver det igen ved afslutningen.
»Jeg har ikke en klar fornemmelse af, hvordan det går fagligt. Men jeg kan mærke, at der sker noget med selvværdet ved, at de kan løse de samme opgaver. Og de er langt foran andre 3. årgange, når det handler om at håndtere en computer.«

Og de gode historier er efterhånden blevet så meget hverdag, at hun skal huske at lægge mærke til dem.
»Som når det pludselig lyder glædesstrålende fra en elev: »Fantastisk! Nu kan jeg stave til dalmatiner.«” Det er da dejligt.«