På Søndervangsskolen i Hammel har man i mange år arbejdet målrettet på at skabe en skole, hvor it er en naturlig del af hele læringsmiljøet. Junior PC-kørekort og LEGO MINDSTORMS er en vigtig brik i denne strategi. Af Trine Baadsgaard Allerede i 2000 fik Søndervangsskolen det første LEGO MINDSTORMS grundsæt. Sættet blev monteret på en mobil enhed, så det kunne transporteres rundt til de relevante klasser. Selvom det er længe siden, så er grundideen stadig den samme, for succesen har været stor. I dag har Søndervangsskolen seks grundsæt af LEGO MINDSTORMS, og de bliver brugt på alle klassetrin af de fleste lærere og elever.
"Vi har været utrolig glade for de mobile enheder, hvor der er plads til selve sættet, til de ting eleverne bygger, og hvortil der også kan kobles en bærbar computer," fortæller it-vejleder John Klesner fra Søndervangsskolen. Han har siden 1986 været it-vejleder, så han er en erfaren herre, der ved, hvad han taler om. "Det gik ret hurtigt op for mig, hvilket potentiale der var i LEGO MINDSTORMS, og efter i nogle år at have lånt os frem på Amtcentret, besluttede vi altså at få vores eget, så vi kunne få kontinuitet i undervisningen," siger han.
Og kontinuiteten er netop meget vigtig. Derfor foregår undervisningen med LEGO MINDSTORMS ofte i længere forløb over 4-6 uger, hvor de enkelte klasser så låner materialet. "Det nytter ikke noget, at man skal skille tingene ad efter en time, og så skal starte forfra næste gang. Erfaringen og kontinuiteten er vigtig," fortæller han og fortsætter: "For børn er det vigtigt at kunne nedbryde komplekse problemstillinger til mindre opgaver, og til det er MINDSTORMS genialt. Her bliver de nødt til at løse opgaverne trin for trin, og opgaverne rummer mulighed for at have mange forskellige evner, hvad enten det er tekniske eller sociale," fortæller John Klesner.
Forskel på kønnene Ofte oplever John Klesner, at der er forskel på, hvordan piger og drenge griber opgaven an, men også at der er plads til begge indfaldsvinkler. "Drengene går typisk i gang med det samme og ofte med at lave køretøjerne. Pigerne planlægger lidt mere og går mere op i, at omgivelserne, som fx en miniby, er designet rigtigt," siger han.
"Vores erfaringer viser, at vi faktisk er i stand til at fastholde mange forskellige typer elever af begge køn i op til 4-6 uger, og der er faktisk ikke mange andre undervisningsmaterialer, vi kan sige det om, " fortæller han. Han mener, at eleverne med MINDSTORMS udvikler sig inden for afgrænsede rammer, men at de inden for disse bliver udfordret til det yderste af deres evner, hvad end de så måtte være. "Og det sker vel at mærke i et gruppearbejde, fordi det er så velegnet til fælles læring. Når børn leger og udforsker verden, så opstår der spørgsmål, som de helt naturligt får lyst til at efterforske, og dermed udvikler de sig i forskellige retninger," siger John Klesner. John Klesner gør også opmærksom på, at MINDSTORMS ikke kun – som det måske ofte er opfattelsen – kan bruges i natur- og tekniktimerne. "Vi har fx haft klasselærere, der har brugt dem til at måle støjniveauet i en klasse i løbet af en dag. Disse resultater har så dannet baggrund for en snak om indemiljøet i klassen" fortæller John Klesner. Der er ingen tvivl om, at eleverne lærer teknologien og principperne lynhurtigt, men nogle gange kan det være svært at få lærerne med. Dette har dog ikke været noget problem på Søndervangsskolen. Skolen har især haft fokus på 3. klasserne, og de erfaringer, lærerne har gjort sig der, har gjort, at de har haft mod på at inspirere og undervise deres kolleger og dermed har kunnet videregive best practice i forhold til at få it implementeret i undervisningen.
"Det har givet lærerne en stor tryghed, at de har et bagland, de kan trække på, og ofte er det faktisk kun et par timers indføring, det drejer sig om, så kan de selv," fortæller John Klesner. Søndervangsskolen er også en Junior PC Kørekort Skole, og også i forhold til det kan John Klesner se en fordel. "Jeg må sige, at i forhold til de trinmål, der er om, at eleverne skal stifte bekendtskab med at styre computere, så har vi også her meget gode erfaringer" siger han.
Langt fremme I det hele taget er Søndervangsskolen langt fremme med den fremsynede undervisning. Udover at være Junior PC Kørekort Skole er Søndervangsskolen af Undervisningsministeriet udpeget til at være ENIS skole. Det er skoler, der gør en ekstra indsats for at formidle best practise omkring effektiv integration af it i uddannelserne. ENIS-skolerne er særligt innovative skoler, der tildeles en særlig rolle som demonstrationsskole, hvor skoler i lokalområdet vil kunne søge råd og vejledning om innovativ brug af it.
|