Mikro Værkstedet
Forsiden / Artikler / Evaluering og test med IT
Evaluering og test med IT

Konsulent i Undervisningsministeriet, Steen Harbild, benyttede Uddannelsesforum til at give et indblik i ministeriets planer for evalueringsportalen, de obligatoriske it-baserede test og andre initiativer, der er på vej.


Af Trine Baadsgaard


Der blev spidset ører, da konsulent i Undervisningsministeriet, Steen Harbild, på Uddannelsesforum forklarede om nogle af de initiativer, der er på vej fra ministeriets side.

Som de fleste ved, var fornyelse af folkeskolen en del af regeringsgrundlaget efter valget. Her blev det bl.a. lagt fast, at der skulle ske en fremme af evalueringskulturen i folkeskolen.
»Evalueringen har flere formål, idet den bl.a. skærper opmærksomheden på det, der skal læres og på de mål, der skal nås, den dokumenterer, at eleverne lærer det, der forventes, og den afdækker behov for undervisningsdifferentiering,« sagde Steen Harbild.

Hele opgaven med at lave en såkaldt evalueringskultur i folkeskolen har været lagt i EU-udbud, og tre konsortier er blevet prækvalificeret. Den endelige afgørelse, om hvilket konsortium, der skal gå i gang med opgaven, er lige på trapperne.

Men det ligger ifølge Steen Harbild fast, at evalueringsværktøjskassen skal indeholde seks ting:
En generel vejledning om løbende intern evaluering
•Fagspecifikke inspirationsmaterialer
•Materialer til sprogscreening af tosprogede
•It-baserede test
•Offentlig kampagne
•Evalueringsportalen.

Da testene har fået en del opmærksomhed, valgte Steen Harbild at gøre lidt ekstra ud af at forklare, hvad man har tænkt sig med hensyn til disse:
»Alt i alt skal der foretages 10 obligatoriske test og to frivillige i løbet af de ni år, børnene går i skole. De fordeler sig på en test i dansk og læsning i 2., 4., 6. og 8. klasse. Matematik i 3. og 6. klasse, engelsk i 7. klasse, naturfag i 8. klasse og dansk som andetsprog i 5. og 7. klasse,« fortalte Steen Harbild. Han gjorde meget ud af at understrege, at de it-baserede test skal anvendes som ét af flere værktøjer i den løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen.
»Testene skal være et værktøj, der skal medvirke til at sikre faglige fremskridt for den enkelte elev og bidrage til grundlaget for vejledning af den enkelte,« sagde han og fortalte, at resultatet af testen vil indgå i en skriftlig underretning til forældrene om skolens syn på elevernes udbytte af undervisningen. Steen Harbild mente, at den megen diskussion, der har været af testene blandt andet i pressen, har været lidt overdreven.

»Vi taler om, at børnene i 10 lektioner – ud af deres samlede omkring 7.000 lektioner i hele deres skoletid – skal have taget test, og det er ikke det indtryk, man har fået, når man har læst aviserne,« sagde han.
Kravene til de it-baserede test er store, og der er ifølge Steen Harbild stillet en række krav til dem. Blandt andet skal der være en stor opgavebank at tage af, de skal være brugervenlige, meget driftssikre, valide og reliable, der skal kunne ske tilbagemelding på flere niveauer, f.eks. til elever, klasse, skole og så videre, og så skal der være en række regler omkring hjælpemidler og fritagelsesmuligheder.
Tidsplanen er stram, og i april 2007 skal alle it-baserede test kunne tages i brug og alt materiale omkring dem være klar.

Evaluering og test med IT

© 2008 Mikro Værkstedet A/S, Lucernemarken 12, 5260 Odense S. - T: 65 91 80 22 | Kontakt os | Licensbetingelser | Printvenlig