Mikro Værkstedet
Forsiden / Artikler / Græsted-Gilleleje har pakket it-rygsækken
Græsted-Gilleleje har pakket it-rygsækken

Et forsøg med it-rygsække til kommunens læsesvage elever skal erstatte læseklasserne i Græsted-Gilleleje Kommune. Initiativtagerne håber projektet bliver permanent, når kommunen bliver lagt sammen med Helsinge og bliver til Gribskov Kommune. 


Af Trine Baadsgaard, journalist



Der er stille og stemningen er koncentreret. Foran hver deres bærbare computer sidder lærere fra Græsted-Gilleleje og Helsinges skoler. Ved tavlen står Leif Petersen fra Hovedstadens Ordblindeskole. Han er ved at undervise lærerne i de programmer, der ligger på Skole Aftalen og som lærerne til de børn, der har fået udleveret en it-rygsæk, nu skal forsøge at finde sig til rette i.

Der bliver mumlet, hvisket, spurgt, grinet og sagt »aha« og »hvor smart«. Trin for trin bevæger Leif Petersen denne morgen lærerne igennem programmernes funktioner og anvendelsesmetoder. Og efterhånden falder flere og flere ting på plads.

Undervisningen af lærerne er en del af kommunens pilotprojekt, der siden november har tilbudt 12 it-rygsække til 12 elever. Med tilbuddet om rygsækken følger tre gange fire timers undervisning til lærerne og to gange to timers undervisning til elever og forældre. De 12 elever er fordelt på fire skoler, og projektet løber resten af skoleåret.

Det er afdelingsleder Kirsten Barnkop fra Græsted Skole, der er en af initiativtagerne til projektet. Kommunens læseklasser har hidtil været samlet på Græsted Skole, hvor de har været Kirsten Barnkops ansvar. Udover sin læreruddannelse med speciale i læsning, har hun taget en diplomuddannelse på CVU. Til den afsluttende eksamen i hendes opgave, der handlede om ordblinde børn, spurgte hendes censor, om hun ikke nok ville gå ud i verden og tale de ordblindes sag.

»Det er jo en spændende niche, og jeg synes faktisk, at jeg næsten har fundet et kald. At afhjælpe de handicaps børn med læsevanskeligheder har og gøre deres hverdag bedre, er virkelig noget, jeg er meget engageret i,« siger Kirsten Barnkop, og man kan mærke på hendes stemme og blik, at det er alvor.

Ny strategi i kommunen
Samtidig med at Kirsten Barnkop var i gang med sin diplomuddannelse, besluttede Græsted-Gilleleje Kommune ikke at oprette flere læseklasser. I stedet blev det besluttet, at børnene skulle have et relevant tilbud i deres nærmiljø. Og den beslutning er Kirsten Barnkop for så vidt enig i.

»Konsekvensen af læseklasser er, at nogle af eleverne aldrig kommer tilbage i deres egen klasse. I min tid har jeg været med til at udsluse fem elever, og heraf var tre af dem det, jeg vil kalde succeser. Hvis læseklasser betyder, at børnene ikke kommer tilbage til deres klasser, så er de ikke gode,« siger hun. I kommunen gik overvejelsen også på, at den almindelige specialundervisning var eksploderet og at antallet af elever, der var meget undervisningskrævende, var voksende. Det måtte der gøres noget ved. Samtidig var medierne fulde af historier om ordblinde børn, der fik kompenserende midler i nogle kommuner og andre, der ikke fik i andre kommuner.

Græsted-Gilleleje havde brug for en ny strategi. Inspireret af disse tanker besluttede Kirsten Barnkop sammen med tale-læse-pædagog Kirsten Okkels fra kommunens PPR at lave et projekt i Græsted-Gilleleje. De to var inspireret af Helsingør Kommune, som de vidste havde indført it-rygsækken med stor succes.

It-rygsækken er en personlig rygsæk, der gives til den relevante elev. Rygsækken indeholder en bærbar computer, en scannerpen og en række programmer, der bl.a. ved hjælp af oplæsning  og ordprædiktion støtter eleverne i at læse og skrive.  De to kvinder skruede et projekt sammen, søgte penge til det og fik dem bevilget. Kommunen var positivt stemt, men mente dog, at de gerne ville se resultater, før de besluttede sig for hele projektet.  Løsningen blev derfor at starte et 6-9 måneders projekt med udvalgte elever. Projektet skulle være et slags forsøg, hvis resultater afgør, hvad der videre skal ske. Men allerede nu har Kirsten Barnkop positive tilbagemeldinger, og hun sidder med i en 4-mandsgruppe, hvis opgave det er at komme med en udmelding om, hvad den kommende Gribskov Kommune skal gøre på dette område.

»Jeg vil tillade mig at være lidt fræk, for selvom projektet ikke er evalueret endnu, så går det med garanti godt, og vi kan ikke blive ved med at sidde med hænderne i skødet. Vi kan justere modellen hen ad vejen, men nu skal vi i gang,« siger Kirsten Barnkop og slutter med at ridse op, hvorfor det er, at it-rygsækken er så god en løsning for børnene. »Det vil sige, de bliver uafhængige med det selvværd, der også følger med det,« siger Kirsten Barnkop.

Græsted-Gilleleje har pakket it-rygsækken

© 2008 Mikro Værkstedet A/S, Lucernemarken 12, 5260 Odense S. - T: 65 91 80 22 | Kontakt os | Licensbetingelser | Printvenlig